OP MOD 125.000 LEJEMÅL RISIKERER AT BLIVE SLUM

billedtekst: Keld Frederiksen, formand for Danske Udlejere

Selv små ændringer af Boligreguleringslovens §5.2 har store konsekvenser for fremtidens boligstandard, viser en ny rapport fra Center for Fremtidsforskning.

Der er mellem 80.000 og 125.000 private udlejningsboliger i Danmark, der fremover ikke løbende vil blive opgraderet til tidssvarende boligstandard ved afskaffelsen af muligheden for modernisering efter Boligreguleringslovens § 5, stk. 2 (BRL 5.2). Det viser svarene fra udlejerne i en spørgeskemaundersøgelse blandt private udlejere.

Sådan lyder en af de dystre konklusioner i en ny rapport, som FREMFORSK, Center for Fremtidsforskning, har udarbejdet for interesseorganisationen Danske Udlejere.

”Rapporten viser, at der er al mulig grund for politikerne til at tænke sig rigtig godt om, inden de fjerner eller ændrer BRL 5.2 på baggrund af en unuanceret debat, der primært tager udgangspunkt i mediehistorier, der vedrører en meget lille del af de danske lejemål. Selv ganske små ændringer har store konsekvenser for de private udlejeres incitament til at modernisere de ældre lejemål og bringe dem op til nutidens standard,” siger Keld Frederiksen, formand for Danske Udlejere.

88% vil undlade at modernisere
Rapporten viser bl.a. at 88% af udlejerne vil undlade at modernisere lejemålene ved en fuldstændig fjernelse af BRL 5.2, mens 60% vil stoppe med at forbedre ved fraflytning, selv ved en moderat ændring af minimumsbeløbet for istandsættelse.

”For 94% af de private udlejere er ejendomme en langtidsinvestering, og hvis afkastet bliver mindre, har de ingen incitament til at øge investeringen. BRL 5.2 har haft stor betydning for, at en stor del af den ældre boligmasse er blevet opdateret til tidssvarende standard. Det risikerer vi at sætte over styr i fremtiden,” siger Keld Frederiksen

Moderniserede lejemål er konkurrencedygtige med almene boliger
Rapporten viser også, at lejens størrelse i lejemål moderniseret efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2 er konkurrencedygtig med andre tilbud på markedet – også almene boliger.

”Så det er altså en skrøne, at moderniserede private lejemål generelt er dyrere. Naturligvis er en utidssvarende og umoderniseret lejlighed billigere, men spørg enhver udlejer, om det er let eller svært at udleje en bolig uden wc, bad eller køkken, uanset hvor billig den er. Det er moderne, tidssvarende lejeboliger, der efterspørges, og dem bliver der færre af, hvis ændringer af BRL 5.2 fjerner udlejernes incitament for at modernisere,” understreger Keld Frederiksen fra Danske Udlejere.


Kontaktinformation:
Keld Frederiksen
Formand for Danske Udlejere
Tlf: 4015 3058 / Mail: kf@hviid-frederiksen.dk

Resumé af rapport:

Analyse af private udlejningsboliger – herunder specielt af brug og omfang af BRL § 5, stk. 2. Udarbejdet af Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, oktober 2019

Rapporten viser følgende:

1. Der er mindst 21.000 utidssvarende og umoderniserede private udlejningsboliger i Danmark i de større byer. (rapporten side 43)

2. Efterspørgslen efter moderne, tidssvarende lejeboliger er stigende – især i de større byer. Der er mangel på tidssvarende, mindre lejligheder i de større byer – og især i København, hvor nyopførelsen af mindre lejligheder er blevet bremset politisk. (rap. s 33-41)

3. Lejens størrelse i moderniserede private boliger fra før 1992 er konkurrencedygtig med andre tilbud på markedet – også almene boliger. (rap. s. 15 & s 10-14)

4. Der er mellem 80.000 og 125.000 private udlejningsboliger i Danmark, der fremover ikke løbende vil blive opgraderet til tidssvarende boligstandard ved afskaffelsen af muligheden for modernisering efter Boligreguleringslovens § 5, stk. 2. Det viser svarerne fra udlejerne i spørgeskemaundersøgelsen blandt private udlejere. (rap. s. 8 & 44-46)

5. De umoderniserede og de utidssvarende boliger vil med en ændring af BRL §5, stk. 2 hurtigt udvikle sig til slum. Byfornyelsen af fortidens slum blev en meget dyr opgave for staten. Det vil den nye slum også blive. (rap. s. 43)

6. Private udlejere investerer i udlejningsejendomme med et langsigtet perspektiv. I spørgeskemaundersøgelsen oplyser 94% af udlejerne, at ejendommen er en langsigtet investering. Ingen i undersøgelse svarer, at de ejer udlejningsejendomme med en kortsigtet gevinst for øje. (rap. s. 52)

7. Det er moderne, tidssvarende lejeboliger, der efterspørges, og ikke gamle, billige boliger uden wc, bad eller køkken. Især de større byer i Danmark er standarden af boligerne af afgørende betydning. De unge vil i de kommende år kræve endnu højere boligstandard og kvalitet i boligen. Samfundet har derfor et afgørende behov for fortsatte moderniseringer af boliger. Hvis de private udlejere afskæres fra muligheden for at forbedre udlejnings-boliger via BRL §5, stk. 2, bliver de utidssvarende boliger til fremtidens slum og en yderligere byrde for samfundet at løse. (rap. s. 41 & s. 33-40)

Rapporten indeholder følgende analyser:

En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af Danske Udlejere, der omfatter over 12.700 lejeboliger. Rapporten viser at udlejere har udlejningsejendommene som langsigtet investering – ikke spekulation. I halvdelen af lejeboliger er huslejen beregnet efter det lejedes værdi efter BRL § 5, stk. 2. I en fjerdedel er den beregnet efter reglerne om omkostningsbestemt husleje og i de resterende er der tale om anden lejefastsættelse. Disse boliger er opført før 1992 og de fleste før 1950. Langt de fleste udlejere (ca. 89%) vil ikke længere istandsætte og modernisere lejligheder efter en afskaffelse af BRL § 5, stk. 2.

En specialkørsel fra Danmarks Statistik viser, at over 21.000 private udlejningsboliger mangler enten wc, bad eller køkken eller alle disse faciliteter. Der eksisterer stadig mange, meget mangelfulde, private udlejningsboliger. Boliger skal løbende moderniseres for at forblive tidssvarende.

En beskrivelse af danskernes ønsker til størrelse, standard og placering af boliger ud fra de mange analyser, Fremforsk har foretaget de seneste 10-15 år. www.fremforsk.dk

En kortlægning af huslejeniveauet i de forskellige typer af lejeboliger i Danmark. De dyreste lejeboliger i Danmark er udlejede ejerlejligheder. De private udlejningsboliger, der er bygget før 1939, såvel moderniserede som umoderniserede er ikke dyrere end tilsvarende almene boliger opført i samme periode. De billigste almene boliger er typisk opført mellem 1950 og 1980.

Hele rapporten kan downloades her: RAPPORT

Kontakt vedrørende indholdet: Jesper Bo Jensen, jbj@fremforsk.dk, mobil 20 67 45 00

Århus, oktober 2019
Fremforsk – Center for Fremtidsforskning

Jesper Bo Jensen, Direktør
Marianne Levinsen, Forskningschef