Når trafiklys sætter ild til forargelseskulturen

En mediedrevet ikke-historie om kønsneutrale trafiklys satte brand i de sociale medier, der endnu engang viste en omfattende folkelig forargelse over den såkaldte krænkelseskultur. Men eftersom ingen åbenbart reelt har følt sig krænket over røde og grønne mænd, må man stille spørgsmålet om ’krænkelseskulturen’ er reel eller medieskabt, mens der tydeligt tegner sig et billede af en ’forargelseskultur’, hvor vi i fællesskab kan pege fingre ad klynkere, tudeprinser og realitetsresistente politikere uden jordforbindelse – hvad enten de eksisterer eller ej.

Debatindlæg af Kim MacKayzee

Lad mig først starte med at få fastslået realiteterne bag den seneste kønspolitiske mediestorm: Der er ingen kommuner der har kønsneutrale lyskryds på dagsorden, selvom det var overskriften i artiklen fra Kristeligt Dagblad, der satte gang i hele balladen. Der er ikke en eneste artikel med en person der har følt sig krænket, ekskluderet eller på anden måde generet over de røde og grønne mænd ved fodgængerfelterne.

Journalisten på Kristeligt Dagblad, Tine Maria Winther, spurgte lokalpolitikere i de tre største byer, om man tænkte trafiklys med i initiativer på LGBTI-området, på samme måde som man har gjort flere steder i udlandet, oftest i forbindelse med en Prideparade. Jeg ved ikke hvor mange hun har spurgt, men hun fandt i hvert fald tre – to i København og en i Aarhus – der var positivt stemt for idéen og ifølge Tine Maria Winther fortalte ”at de tager lyskrydsene, som kendt fra udlandet, med sig i deres politiske arbejde”.

Hvordan det gav belæg for en journalistisk stramning i overskriften, så det fremstår som om at de kønsneutrale trafiklys ”er på dagsordenen” i flere danske byer, skal jeg lade være usagt. Men historien ramte Ritzau, der citerede Kristeligt Dagblads artikel, og snart var der ikke det medie i Danmark der ikke fulgte op med deres egen vinkling på historien inklusive harmdirrende lederartikler fra redaktørerne. I skrivende stund har det ifølge infomedia kastet 330 artikler af sig på fem dage, og på de sociale medier var forargelseskulturen heller ikke længe om at gå i selvsving, båret frem af mediernes opfordring til at debattere emnet på deres facebooksider.

Og alle skyder pludselig på alle i deres forargelse – både på ”krænkelseskulturen”, feministerne, LGBTI-samfundet, venstrefløjen, men ikke mindst på lokalpolitikere, der burde bruge deres tid og borgernes penge på virkelige problemer.

Men ingen skyder på journalisterne eller medierne, der bruger spalteplads på en imaginær problematik, der hverken er groet ud af en konkret krænkelse eller et konkret politisk initiativ, men udelukkende af en enkelt journalists hypotetiske spørgsmål og avisens efterfølgende journalistiske stramning af en overskrift. Jeg er ikke den der skal klandre en enkelt journalist for at vinkle en historie eller stramme en overskrift. Men hvorfor maler resten af mediemøllen ukritisk med på historien?

Og hvad er det egentlig for noget, den der ’krænkelseskultur’? Det er mit indtryk, når der er køns- og identitetspolitiske sager som sætter brand i de sociale medier, at der er langt flere der bliver forargede over ’krænkelseskulturen’, end der er mennesker der reelt bliver krænket. Derfor har medierne også en interesse i at fodre en ’forargelseskultur’ ved at udstille en ’krænkelseskultur’, der måske er mere medieskabt end reel.

Historien om kønsneutrale trafiklys er en mediedrevet ikke-historie, anvendelig til at skabe generel forargelse, der nok giver trafik og klik på mediernes hjemmesider og sociale medier, men til gengæld er skadelig for vores syn på både politikere og reelle ligestillingsproblemer.